Om

Mit navn er Troels Gannerup Christensen. Jeg har lavet denne hjemmeside. Det har jeg gjort, fordi min søn har manglet bøger, som har kunnet få ham i gang med at læse. Der manglede efter min mening bøger/tekster til netop de temaer, som han interesserede sig for. Nu har jeg offentliggjort siden for alle i håbet om, at den kan hjælpe andre til at komme i gang med at læse. Den står således gratis til rådighed til læsningen derhjemme og i skolen. Jeg betaler alle omkostninger og udvikling gennem penge fra reklamer og CopyDan. Derfor ejes hjemmesiden også af mit firma Lærevejen IVS (CVR 38678507). God læselyst.

Copyright, henvisning & CopyDan

Det er lovligt at henvise direkte til historierne, men ikke at indlejre eller tilbyde download af historierne på andre hjemmesider end denne hjemmeside.

Det er tilladt at kopiere/printe historierne, så længe det fremgår, at de er hentet fra abcdansk.dk.

Er din skole udvalgt til at indberette kopier, så husk at det skal opgives til CopyDan. På den måde får jeg betaling for mit arbejde. Alternativet er, at det skal koste at få adgang.

Læs mere her: kopitilundervisning.dk/grundskoler/guide-til-indberetning.

Historierne & de 120 ord

Historierne er alle skrevet af mig. For at lette læsningen, så indeholder de en række gentagelser historierne imellem. Historierne er også bygget op, så de hver især indeholder mange gentagelser af de 120 ord. Navnene i historierne er så vidt muligt lydrette. Det er tanken, at historierne skal være korte. Dette har jeg ønsket, da det er min oplevelse, at korte historier er lettere at overskue og samtidig giver barnet en succesoplevelse, når historierne kan afsluttes hver gang.

Her er en liste over de 120 hyppigst brugte ord i det danske sprog.
Her er en liste over de 120 hyppigst brugte ord i det danske sprog.

Ved hver historie er der fremhævet procentsatser for, hvor mange af ordene i historien der er indeholdt i listen over de 120 hyppigst brugte ord og i en liste over lydrette ord. Ordene, som ikke er indeholdt i listerne, vil typisk blive gentaget flere gange i historien. Det er fx navne, som i Jan kan se Per. Per kan se Jan.

Opgaverne og besvarelse

Der er opgaver, som går på de faktuelle ting fra teksten, samt opgaver som går på at få læseren til at formulere nyt eller forholde sig til grammatiske områder.

Det er op til den voksne/læreren, hvordan der skal svares på opgaverne. Det kunne være skriftligt og/eller mundtligt. Det kunne være ved at lave en skærmoptagelse i et spil eller ved lydoptagelse. Det kan være godt at tænke over, hvilket niveau læseren er på. Hvis det er svært for læsere at skrive, så lad læseren bruge computeren til at skrive.

Oplæsning

Teksterne kan læses op og understøtter også CD-ord, Adgangforalle og Appwriter. Teksterne indeholder opgaver og er desuden skrevet med fonten Dyslecsia, som er særligt udviklet til at hjælpe med at læse tekst. Der udvikles løbende på sitet. Skriv derfor endelig, hvis du har forslag til forbedringer, ønsker eller har fundet fejl i teksterne.